Mor om bombetrussel: - Det er foruroligende og skræmmende
Mia Fabricius er mor til Lucca, der går på Elsted Skole, der ligger nord for Aarhus. Både hun og datteren er rystet efter bombetruslen på skolen.
Tirsdag kvart i et ringede Mia Fabricius datter, Lucca Fabricius Ammitzbøll, til hende.
Lucca var, sammen med de andre børn på Elsted Skole, blevet evakueret og befandt sig i Lystrup Idrætscenter.
- Der er lidt larm i baggrunden, og hun fortæller, at de er blevet evakueret, men at de ikke rigtig ved hvorfor, siger Mia Fabricius.
Hun har to døtre, der går på skolen, men den yngste var hjemme på grund af sygdom. Mia Fabricius skyndte sig hen på skolen for at hente sin datter.
- Det er selvfølgelig foruroligende og skræmmende, siger Mia Fabricius, og fortsætter:
- Jeg henter en datter, der er påvirket og ked af det. Hun græder, og man skal lige prøve at være fattet i det, men man er selvfølgelig lidt rystet over det, og så skal man finde du af, hvad der sker, for det er knap med info, man får, siger Mia Fabricius.
Ambulancer og trafikkaos
Da hun kørte hen til skolen var der ambulancer, børn, forældre og trafikkaos, fordi mange børn skulle hentes på én gang.
- Jeg spurgte Lucca, om det var foregået roligt inde i hallen, og det var det. Selvom de (eleverne, red.) var kede af det, havde de følt sig trygge, og hun sagde, at de havde fået at vide, at ambulancerne var der, hvis nogen skulle få det dårligt, siger Mia Fabricius.
Hendes indtryk er, at skolen har håndteret situationen bedst muligt.
Forløb stille og roligt
Også Kim Vogel har to børn, der går på Elsted Skole i 3. og 9. klasse.
- Vi har fået nogle børn hjem, og nu skal vi sørge for, at de føler sig trygge og ikke er bange, siger Kim Vogel, der er med i skolebestyrelsen.
Ifølge hans børn forløb det hele stille og roligt.
- Men den yngste er lidt utryg i forhold til, hvad der skete og hvorfor, siger Kim Vogel.
Elsted Skole sendte en besked ud til forældre på Aula om evakueringen.
Vi skærmer hende for nyheder
Mia Fabricius fortæller, at Lucca og hun skal bruge resten af dagen hjemme, og at Luccas musikundervisning er blevet aflyst.
- Man er som forældre endnu mere opmærksomme på sine børn og krammer dem lidt ekstra, siger Mia Fabricius.
Hun vil gerne være ærlig over for sin datter om, hvad der er sket, men først når man ved mere med sikkerhed.
- Vi skærmer hende for nyheder, og hun ved ikke andet, end at brandalarmen er gået, siger Mia Fabricius.
Hun ser frem til at få en afklaring på, hvad der er sket, og om børnene skal i skole onsdag.
- Jeg håber, det er en virkelig dårlig spøg.
16-årig anholdt
Østjyllands Politi fortæller på X, at undersøgelser på Elsted Skole nu er afsluttet.
Politiet fandt ingen mistænkelige genstande, og afspærringen er nu ophævet.
Københavns Vestegns Politi har tirsdag eftermiddag anholdt en 16-årig dreng i forbindelse med sagen om telefontrusler mod Elsted Skole i Aarhus.
Truslen blev ifølge Københavns Vestegns Politi indgivet lidt over klokken 11.